Nedenstående emne vil være anvendt af nogle gennem flere år og for andre være helt nyt. Danske landmænd har en tradition for at anvende indkøbt certificeret. Vi har en tradition for at mere end 90 % af såsæden er certificeret, i modsætning til andre lande, hvor hjemmelavet er størstedelen.

Det ønsker vi ikke at lave om på. Vi er afhængige af en stærk sortsforædling og her ligger Danmark i toppen. Både Sejet og Nordic Seed producerer sorter, der ligger i toppen i Nordeuropa.

Imidlertid er det forbundet med nogle store fordele ved at få produceret sin egen personlige såsæd. Ved en rensning og bejdsning af egen såsæd, kan nedenstående fordele opnås:

1. Større kerner giver større vitalitet og større udbytter
2. Mulighed for at bejdse med andet end de gængse bejdsemidler
3. En blanding med gødning
4. Sikring af såsæd til tiden, når du skal så tidligt
5. En besparelse på såsædskontoen.

Den sidste fordel er ikke den væsentligste. Men den er med til at betale for de ovenstående.

Du starter med en analyse
Udtag en repræsentativ prøve af partiet. Send minimum 100 gram af sted til:

OK Laboratorium for Jordbrug
Ærøvej 1E
8800 Viborg

Partiet skal undersøges for: (Septoria + fusarium + spire + stinkbrand)

Det koster 500 kroner for en analyse. Spiringen skal være i orden (min.90 %)

Der må ikke være spor af stinkbrand. Septoria og fusarium nedsætter kernernes vitalitet. Det har minde betydning, hvis såsæden renses op til 2,75-2,9 mm.

Størrelsen er vigtig
Større kerner har større madpakke med. De spirer hurtigere og mere ensartet. De kan bedre tåle at komme lidt for dybt i jorden. En plante fra en stor kerne busker sig mere end en lille spids.

I 2007 blev der i forsøg høstet op 10 hkg mere i en hvedeudsæd, hvor kernerne var 2,8 mm eller større, i forhold til en udsæd hvor udsæden var under 2,2 mm.

I 2006 var merudbyttet 3 hkg og i 2005 5-6 Hkg. Desværre findes der ikke nyere danske forsøg. Men tendensen er sikker. Større kerner gir et større udbytte.

Mange oplever at kernestørrelsen er lille i år. Det vil den også være i den indkøbte såsæd. En oprensning til 2,75 mm eller endnu bedre 2,9 mm vil øge udbyttepotentialet i egen såsæd i forhold til indkøbt.

Det koster 30-60 kroner pr. hkg at få renset råvaren til såsæd (beregn 50 kroner).

Hvad skal jeg bejdse med?
Celest Formula M som koster ca. 20 kroner pr. Hkg

Begrænsning i mængden af bejdsemidler
Der kan bejdses med samlet op til tre produkter, hvis vandprocenten holdes under 15 %. Det anbefales ikke at bejdse udsæd, der har mere end 16 % vand, da bejdsemidlerne øger vandprocenten med 1-1,5 %.

Gødningsblanding



Placering af gødning ved såning, gir merudbytte. Det er blevet bekræftet ved utallige forsøg. Flere gødninger kan anvendes: N-34, Urea, svovlsur ammoniak og ikke mindst NP 18-20 også kaldet DAP-gødning.

For de, som ikke har brugt flere hundrede tusinde kroner ekstra på gødningsudstyr, er blanding af såsæd og gødning et godt alternativ. Typisk kan du blande 100 kilo korn med 50-100 kilo DAP. Det fungerer i praksis godt.

Øger præcisionen
Ved tidlig såning (1.sept. eller før), skal vi typisk under 100 kilo udsæd pr. hektar. De fleste såmaskiner har svært ved at så helt præcist, med samme afstand mellem planterne, ved den lave udsædsmængde. Ved blanding med gødning, øges denne præcision, sådan at det undgås at maskinen "doubletsår".

Gødningen skal selvfølgelig først blandes i, efter bejdsning.

Regnestykke kroner pr. hkg



Hertil skal lægges opstartsgebyrer, som formentlig kan forhandles væk ved større partier.

180 kroner pr. hkg lyder af mange penge. Men så har du også en supersåsæd, med et meget stort potentiale. Og sår du første uge i september, er 100 kilo pr. hektar nok.

Husk forædlingsafgift
http://sortsejere.dk/hjemmeavlet/ kan man se hvad man skal indbetale i forædlingsafgift:

Eksempel: Benchmark og Lili 39 kroner pr. hektar. Der er ingen forædlingsafgift på Evolution, da den ikke er på den danske sortsliste. Bemærk at afgiften er pr. hektar og ikke som tidligere pr. hkg.

Der kan indberettes på et online skema på siden.

Venlig hilsen
Vagn Lundsteen